En vigtig ting ved blogging, specielt hvis man ønsker at holde på sine læsere, er at holde fokus. Hvilket kan være svært, hvis man ikke har en helt klar plan for sine indlæg. Jeg er i den situation, at jeg netop har opdaget, at jeg har været på vej ud af et sidespor. De sidste mange indlæg har mere eller mindre blot refereret til enkelte indlæg fra engelsksprogede blogs, hvilket ikke har været meningen. Det har været en nem løsning, når jeg i en håndevending skulle have skrevet et indlæg, men det er ikke særligt tilfredsstillende for hverken mig selv eller mine læsere.

Jeg har derfor gennemgået mine tanker om Metablogging, og opsat fire hovedkategorier som jeg vil lave indlæg om:

Plugins
Jeg vil fortsat blogge om de plugins og udvidelser, som jeg installerer. Jeg har lagt mærke til at mange bloggere laver lister over hvilke plugins de mener er vigtige. Men jeg synes ofte der mangler en ordentlig forklaring på hvad de bruges til, hvordan og måske en vurdering af dem.

Gode råd om blogging
Det er specielt i denne kategori,  jeg er komme på afveje, da jeg ofte bare har referet fra en anden blog. Denne metode vil jeg ændre. Når jeg for eksempel i fremtiden skriver et indlæg om at skabe trafik , så vil jeg stadig hente inspiration og researche via andre blogs og mere erfarne bloggere. Forskellen vil være at jeg samler materiale til længere indlæg hvor jeg vil skrive om flere forskellige tilgange og muligheder, og eventuelt diskutere de forskellige bloggeres forslag.

Andre Bloggere
Jeg har fra start af også ønsket at blogge om andre bloggere. Mit tanke er at jeg vil tage kontakt til de enkelte bloggere og interviewe dem om deres bloggingmetoder, tips og tricks, for at lære noget fra dem. Derudover vil jeg også skrive om blogs som jeg finder specielt interessante af den ene eller anden grund.

Mine egne erfaringer
Hele meningen med denne blog, har været at jeg ønskede at få mere erfaring som blogger og kendskab til blogging. Disse erfaringer vil jeg selvfølgelig også dele med jer, ligesom jeg netop er i gang med.

Disse fire kategorier, vil altså være hjørnestenene på MetaBlogging i fremtiden, og jeg håber at I vil hjælpe mig med at holde fokus.